ME AND MARIA (SANGE DER TÆNDER LYS I MØRKET)

SANGE DER TÆNDER LYS I MØRKETArrangeret af landsforeningen SIND (Ringsted-Sorø)

GRATIS ENTRE !!!

Kom med til en stemningsfuld aften med den danske duo ME AND MARIA torsdag d. 7. oktober, når de deler ud af deres blide sange, dybe tekster og rolige toner.

Det er to engagerede musikere, der lægger vejen forbi Kulturcafé Ludvig i dejlige Sorø. Nogle kender måske allerede duoen fra Ringsted, hvor de har spillet mange gange, eller fra “Go’Morgen Danmark,” fra “Lys på den lukkede” på DR1, eller senest på CPH:DOX, hvor de har fortalt om deres succes med at spille koncerter i psykiatrien, og deres brændende ønske om mere skønhed og kreativitet for indlagte. Johannes Pehrson og Maria Anna Rosenberg har siden 2016 spillet deres smukke, melankolske danske sange over hele landet og udgivet tre albums. I 2018 besluttede de at udvide med koncerter i psykiatrien for indlagte.

Musikerne vil mellem numrene, fortælle korte historier om deres oplevelser som musikere og pårørende i psykiatrien. 

Landsforeningen SIND har arrangeret koncerten, og den lokale afdeling ser meget frem til at give en nærværende oplevelse til publikum. Sindets dag afholdes over hele landet omkring d. 10. oktober for at skabe opmærksomhed på mental sundhed og koncerten er et tiltag af den lokale afdeling for at fejre dagen. 

Idéen med at spille koncerter i psykiatrien opstod, fordi sangerinden, Maria, selv har været pårørende og mistede sin mor til selvmord i 2011: “Selv da min mor blev meget syg, var der altid sprækker ind til den, hun egentlig var. Sprækker ind til alt det lyse, stærke og smukke; ind til mennesket bag sygdommen. Jeg så dem tit, når vi hørte musik eller var kreative sammen. 

Jeg ville ønske, der havde været flere muligheder for at opleve de sprækker, da min mor var syg.“

“Vi er så glade for, hvor megen opmærksomhed, der er begyndt at være på musik og kreativitet i psykiatrien. Vi har haft nogle fantastiske oplevelser, når vi har spillet koncerter for både indlagte og pårørende, og vi glæder os meget til at skulle spille i Sorø,” smiler sanger og bassist Johannes.

Alle er velkomne! Og der er gratis entré. 


ME AND MARIAs tre albums kan høres på Spotify, YouTube etc.